Vidner efterlyses: 16-årig pige overfaldet og frastjålet sin jakke

En 16-årig pige blev tirsdag udsat for et overfald og fik frarøvet sin jakke.

Overfaldet skete på Brorsonsvej i Tønder klokken 18.30.

Pigen gik på fortovet i retning mod Leosallé.

På et tidpunkt hørte og så hun to mænd bag sig. Samtidig blev hun passeret af en tredje ung mand, som gik i modsatte retning.

Umiddelbart efter, han var gået forbi, løb de to mænd op til hende bagfra, spændte ben for hende og holdt hende fast til jorden. Imens tog de hendes vindjakke af.

De to gerningsmænd løb fra stedet i retning mod Ribelandevej.

Pigen kan ikke huske, om den tredje mand, som passerede hende, deltog i overfaldet.

De to, som spændte ben og holdt hende fast, er begge cirka 19 år.

Den ene beskrives som 185 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført grå joggingbukser og sort, kort vinterjakke med hætte. Der var brun pels i kanten. Jakken var knappet helt til, så pigen kun kunne se et lille udsnit at ansigtet.

Den anden beskrives som 180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført sorte joggingbukser med tre striber langs benene - muligvis af mærket Adidas - og en sort, kort vinterjakke med brun pels i kanten af hætten.

Pigens jakke, som blev stjålet, er en sort, kort vinterjakke størrelse small af mærket Hummel. Den har hætte.

Politiet vil især gerne i kontakt med en kvinde, der gik på Brorsonsvej i retning mod Ribelandevej omkring klokken 18.30 tirsdag, ligesom det gerne vil i kontakt med den tredje unge mand, som passerede den 16-årige pige kort før overfaldet.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefonnummer 114.

Dagens Gossip

Dagens TV