Vidner fortæller om sekunderne før trafikdrab i Sindal

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

- Åh gud, nu svinger hun ud foran bilen, sagde en kvinde, inden hun så trafikuheldet, hvor en mor og hendes fire børn kørte sammen med en varevogn i Lendum ved Sindal.

Tre børn døde ved den tragiske ulykke 16. juli.

Kvinden er torsdag formiddag indkaldt som vidne i en retssag mod en 39-årig mand, der er tiltalt for uagtsomt manddrab. Retssagen finder sted i Retten i Hjørring.

Bilerne kørte sammen, da kvinden skulle dreje til venstre.

Vidnet til ulykken sad i en autocamper sammen med sin mand, der kørte bag ved den 39-årige mands bil.

Manden, der kørte autocamperen, afgav også vidneforklaring ved torsdagens retsmøde.

- Kvinden holdt ikke stille, inden hun drejede til venstre. Jeg så bare, at hun lige pludselig svingede, fortæller han.

Efter at have hørt et stort brag, kørte parret ind til siden og ringede 112. Kvinden løb mod den tiltaltes bil, der var fløjet 68 meter væk fra stedet, hvor bilerne stødte sammen.

Hun spurgte, om han var alene i bilen. Derefter fortalte hun ham, at kvinden i bilen kørte ud foran ham.

- Derefter fortalte han mig, at han havde kørt for stærkt, fortæller kvinden i retten.

Et andet vidne fortalte i retten, at den tiltalte kørte forbi hende, da hun kørte mod Sindal. Han kørte ifølge hende med en utrolig høj fart, hvilket chokerede hende.

Anklageren indledte retssagen med at fortælle om billeder fra gerningsstedet.

Billeder, der fik tårerne frem i øjnene på flere af tilhørerne. En af de pårørende sad ved torsdagens retsmøde med et lommetørklæde, hvor et af de afdøde børns navn var broderet på.

- Vi kan blandt andet se, at der blev fundet en stofble og noget legetøj ved et træ. Der ligger også en klapvogn ved noget bevoksning, fortalte anklageren.

/ritzau/