Vidner søges til groft hjemmerøveri: Maskerede mænd sprøjtede væske i hovedet på kvinde

I går aftes fik Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om et groft hjemmerøveri, hvor en 52-årig kvinde blev røvet i sit hjem. Nu leder politiet efter gerningsmændene og beder offentligheden om hjælp.

Hjemmerøveriet fandt sted i en families villa på Fensmarksvej i Næstved ved 20-tiden, men det var kun den 52-årige kvinde, der var hjemme.

Kvinden åbnede døren, da det bankede på og fik sprøjtet uidentificeret væske i hovedet af to mænd, der var maskerede. I en fart gennemroede mændene hjemmet og forlod stedet med et ukendt udbytte.

Læs også: Hjælp politiet med at fange økse-røvere: Har du set noget mistænkeligt?

Mændene var formentligt kørende i en sort eller mørk bil, oplyser politiet, som meget gerne vil høre fra folk, der har været i området ved Fensmarksvej i Næstved i tidsrummet onsdag aften mellem kl. 19.30 og 20.40.

Signalementet af gerningsmændene lyder:
- to yngre mænd, som var maskeret med tørklæder for munden.
- de talte dansk med udenlandsk accent.
- de kørte i en sort eller mørk personbil. 

Oplysninger i sagen bedes givet til Sydsjællands og Lolland Falsters Politi på tlf. 114.

Dagens Gossip

Dagens TV