Vidner til Utøya-tragedien vil skabe nye minder på lejr

Skrevet af admin

07/08/2015

Dagens topnyheder

- Siden 2011 har jeg været sikker på, at jeg ville tilbage til Utøya. Nu er det på tide at tage tilbage og skabe nye, gode minder, siger Natalie Milde til den norske tv-station NRK.

Hun er en af de unge, der for fire år siden overlevede massakren på Utøya mod Arbeiderpartiets ungdomsafdelings (AUF) årlige sommerlejr, hvor 69 mennesker blev dræbt, da Anders Behring Breivik skød vildt om sig på øen.

Sammen med rekordmange deltagere skal Natalie Milde deltage i den første AUF-lejr på Utøya siden tragedien. Den begynder fredag.

- Jeg skal møde AUF'ere fra hele landet, spise vafler, høre spændende foredrag og lære mere om politik, siger hun til NRK og erkender, at det bliver anderledes end andre år.

- Der kommer meget stærke følelser i spil. Det er helt naturligt. Jeg er spændt på, hvordan jeg selv kommer til at reagere, men jeg er optimistisk og tror på, at det bliver fint at være tilbage, siger Milde.

Også 20-årige Stig Harlem Harris vender tilbage til øen med de forfærdelige minder.

- Jeg er lidt usikker på, hvordan det kommer til at blive. Jeg var på sommerlejr på Utøya i årene før 2011 også, og på mange måder tror jeg, at det bliver helt, som det plejer. Samtidig er det helt anderledes. Der er så mange, som ikke er der, siger han til avisen Aftenposten.

Han har ikke været i tvivl om, at han skulle tilbage, og han har oplevet, at mange af dem, der overlevede massakren og ikke ønskede at sætte fod på Utøya igen, har ombestemt sig i løbet af de seneste uger og alligevel dukker op.

- Jeg kommer nok til at gå lidt rundt på øen. Være der hvor jeg var, da vi gemte os, men også hvor jeg var med mine venner i de dage. Gå tilbage i tiden på en måde. Jeg mener, at man skal huske alt det positive fra øen, men man må ikke glemme det, der skete, og dem, vi har mistet, siger Stig Harlem Harris.

Han hørte de første skud fra sit telt og flygtede derefter ud i skoven for at gemme sig.

På et tidspunkt forsøgte han at svømme væk, men han var nødt til at svømme tilbage og gemme sig på klipperne, indtil politiet nåede frem.

For ham at se er årets lejr et signal om, at AUF "tager øen tilbage", siger han til Aftenposten.

/ritzau/