Vidste du det? Det gør sukker og fedt ved leveren

Overvægt og en fed og sød livsstil, ved de fleste, er forbundet med en vis risiko for helbredet. Men de færreste tænker sikkert på, at det kan være lige så hårdt for leveren, som hvis man er alkoholiker. Det skriver Dailymail.co.uk.

Det er tre specialister på området, der advarer om, at det, der kaldes fedtlever, er en stor helbredstrussel, for os moderne mennesker, fordi det efter en årrække kan lede til skrumpelever, der ellers primært er anset som en alkoholskade.

Er du meget glad for sodavand? Det gør sukkervandet ved din krop – se mere på Soendag.dk

Pas på dit BMI og taljemål

Massimo Pinzani, der er professor og leverspecialist ved University College London forklarer, at det især er mennesker, der er overvægtige, som har en risiko for at udvikle fedt på leveren. Og han fortæller til Dailymail.co.uk, at blot du har et BMI på 25 eller derover, så er du i risikogruppen.

I Storbritannien menes det, at ud af 100 overvægtige voksne, så har omkring halvdelen fedtlever. Det forklarer Jude Oben, læge ved Royal Free Hospital og St Thomas' i London. Den bedste måde at tjekke, om du er i farezonen, er ved at måle dig om livet. Det giver en indikation for, om du har fedt omkring dine organer. For kvinder må taljemålet maks. være 80 centimeter.

- Overspisning og at være overvægtig giver langt den største risiko for at udvikle en leversygdom i disse dage, siger Jude Oben til Dailymail.co.uk.

Se kosten, du skal vælge at spise for at få et lavere kolesteroltal, på Soendag.dk

Næsten uden symptomer

Det er desuden et stort problem, at leveren faktisk er i en rigtig dårlig forfatning, når de første symptomer endelig optræder. Fedtlever kan du oftest ikke mærke.

- Der er meget få symptomer. Leveren har ikke nogen nerveender, så når den er skadet, så kan du ikke altid mærke det, siger Andrew Langford, chef for British Liver Trust, til Dailymail.co.uk.

De første symptomer, der optræder, forklarer han, er ekstrem træthed, mørk urin og bleg afføring, ligesom du også kan få gulsot. Det skyldes, at leveren ikke er i stand til længere at rense dit blod ordentligt.

- Hvis nogen siger til dig, at du ser godt ud og spørger, om du netop har været på ferie, men det ikke er tilfældet, så kan det skyldes, at du har en mild grad af gulsot, siger Andrew Langford.

Det skal stoppes i tide

Senere kan du få symptomer som forvirring, hukommelsesbesvær og endda hallucinationer. Det skyldes, at giftstoffer bliver ophobet i dit blod, og du bør tage symptomerne meget alvorligt.

Når din lever først er meget skadet, er det ikke sikkert, at der er anden udvej end en transplantation. Derfor handler det om at stoppe udviklingen tidligt.

- 99 procent af alle leversygdomme er det muligt at forebygge. Og hvis det bliver fanget tidligt nok og livsstilen bliver lagt om, så kan leveren reparere sig selv, siger Andrew Langford.

Af Lisbeth Madsen, NewsDesk Aller Media.

Dagens Gossip

Dagens TV