Vidste du det: Sådan børster du bedst dine tænder

Det der med at børste tænder kan rejse mange spørgsmål: Skal man skylle munden efter børstningen, er hård eller blød børste bedst, hvor meget tandpasta skal man anvende - og er elektrisk bedre end manuel børste?

Derfor har vi her på dagens.dk spurgt lektor Kim Ekstrand fra Tandlægehøjskolen ved Københavns Universitet om de gode råd og seneste nye viden på området.

Kim, vi starter med om man skal skylle munden efter børstning?

- Her er det gode råd, at tage en lille smule vand i munden når man er færdig med tandbørstningen, skylle meget hurtigt og spytte ud. På den ene side vil vi gerne beholde noget af fluorkoncentrationen fra tandpastaen i munden, men på den anden side skal vi også have skyllet eventulle madrester og andet som følge af tandbørstningen ud, så skyl munden meget hurtigt i en smule vand. Ikke for meget vand. Det er en regel, der gælder fra barnet er omkring tre år og selv kan spytte ud, siger han.

Der findes jo et hav af forskellige tandbørster på markedet. Det er en jungle at finde rundt i. Men er det bedste en hård eller en blød tandbørste?

- Det vigtigste er, at man finder en børste med den rigtige størrelse til ens mund. Og en med et godt greb, som ligger godt i hånden. Og så selvfølgelig med plasthår. Man skal ikke købe en børste der er alt for hård, da det kan give skader på tænderne og tandkødet. Det gode råd her er, at spørge sin tandlæge, for hun kan se om der er brug for at man bruger en blødere børste.

Så er der jo tandbørster med smarte og farverige opsætninger af hår foran, tungevasker og den slags?

- Det er helt fint, men der er ikke dokumentation for at det virker. Det vigtigste er, at man har en god børste, der er nem at holde ved, siger Kim Ekstrand til dagens.dk.

Hvad er bedst - en traditionel tandbørste, eller en elektrisk?

- Her er der nu noget der tyder på, at de helt nye elektriske tandbørster faktisk fjerner lidt mere plak end de traditionelle tandbørster. Men også her er det godt at konsultere sin egen tandlæge, der jo kendes ens behov bedst, siger han.

Hvor meget tandpasta er det nødvendigt at bruge?

- Omkring en centimeter er nok til et voksent menneske. Et godt råd er, at lægge tandpastaen på tværs af tandbørsten i stedet for på langs. Så får man ikke for meget på. Og ved at følge dette råd kan man faktisk få en tube tandpåasta til at strække dobbelt så langt. Omkring de små børn er rådet stadig kun at bruge hvad der svarer til en mængde som en lillefingernegl. Der skal ikke meget til, da de ellers ofte vil sluge tandpastaen hvis der er for meget.

Kim Ekstrand har en nem tommelfingerregel når det gælder tandbørstningen.

- Den hedder 1+2+2, og betyder en centimeter tandpasta, to minutters tandbørstning to gange om dagen. Børst altid tænderne som det sidste om aftenen inden du går i seng, hvor det om morgenen er ligegyldigt om det er før eller efter morgenmaden. Når du børster er det så også godt at starte og slutte det samme sted.

Fra tre et halvt års alderen bør man bruge en tandpasta med et fluorindhold på minimum 1.450 PPM - det kan man se på pakkerne.

- Endelig er det som sagt godt at spørge sin egen tandlæge hvis man er i tvivl. Hun kender dine tænder bedst, og kan vejlede om de ting der gør, at man kan holde sine tænder sunde og raske, siger Kim Ekstrand.

Dagens Gossip