Vietnam sender fly ud for at søge efter vragrester

Skrevet af admin

13/03/2014

Mest læste i dag

To vietnamesiske fly har ikke fundet spor efter det forsvundne fly fra Malaysia Airlines i det område, hvor en kinesisk satellit ellers havde opsporet tre genstande, der kunne være vragrester.

- I morges sendte vi to AN-26 fly for at undersøge havområderne nær Bon Dao-øen, hvor tre mistænkelige genstande blev opdaget af en kinesisk satellit.

- De er begge vendt tilbage, og vi har ikke fundet noget indtil videre, siger Dinh Viet Thang, der er vicedirektør ved den vietnamesiske luftfartsmyndighed, skriver AFP.

Vietnams myndigheder havde undersøgt området tidligere uden at finde noget, men besluttede sig altså for at forsøge igen.

Malaysia har også sendt et fly ud til området, bekræfter landets transportminister Hishammuddin Hussein gennem sin Twitter-konto, skriver AFP.

En kinesiske satellit, der er sat til at hjælpe med eftersøgningen af flyet MH370, havde opsnappet tre mystiske genstande i et "mistænkeligt område i havet" nordøst for Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, oplyste de kinesiske myndigheder.

Der blev også offentliggjort billeder fra satellitten, men Kinas civile luftfartsmyndigheder sagde dog samtidig, at der ikke var noget bevis for, at fundet havde noget med det forsvundne fly at gøre.

- Kinesiske satellitter har fundet røg og flydende genstande. På nuværende tidspunkt kan vi ikke bekræfte, at dette har tilknytning til det savnede fly, sagde leder af de civile luftfartsmyndigheder Li Jiaxiang ifølge Reuters.

Billederne viser tre store genstande, der flyder rundt i havet mellem Malaysia og det sydlige Vietnam. Den største del er på størrelse med en bus, mens de to andre måler omkring 13 gange 18 meter og 14 gange 19 meter, skriver CNN.

Flyet fra Malaysia Airlines forsvandt fredag aften dansk tid med 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord. Flyets destination var Beijing, og kontakten forsvandt, da flyet krydsede ind i det vietnamesiske luftrum.

/ritzau/