Vigtig svingstat skal ud i ny valgrunde til Senatet

Skrevet af admin

05/11/2014

Dagens topnyheder

Der er dødt løb mellem kandidaterne i delstaten Louisiana i kampen om at sikre sig en plads i Senatet ved midtvejsvalget i USA.

Hverken republikaneren Bill Cassidy eller demokraten Mary Landrieu formåede at få over halvdelen af stemmerne ved midtvejsvalget tirsdag, og derfor skal vælgerne til stemmeurnerne igen 6. december for at afgøre, om staten tipper til den ene eller anden side, skriver flere amerikanske medier.

Ifølge CNN bliver det dog svært for Landrieu at tage sejren om godt en måned, men de to kandidater ligger tæt ved tirsdagens valg.

Den tredje kandidat, der har fået opbakning fra knap 10 procent af vælgerne, er republikaneren Rob Maness. Det er derfor ventet, at flere af hans vælgere vil pege på den tilbageværende republikanske kandidat i december.

At Louisiana skal ud i en ny valgrunde kommer ikke som en overraskelse. Den nuværende senator i Louisiana, Mary Landrieu, er blevet upopulær i staten for sin støtte til præsident Barack Obamas sundhedsreform.

Også delstaten Georgia stod over for muligheden for at skulle ud i endnu en valgrunde i kampen om, hvem der fremover skal repræsentere Georgia i Senatet, hvis ikke en af kandidaterne fik støtte fra over halvdelen af statens indbyggere.

Men med 57 procent af stemmerne har David Perdue ifølge CNN vundet pladsen i Senatet for Republikanerne. NBC News rapporterer om en valgsejr på 55,3 procent til David Perdue mod demokraten Michelle Nunn. Staten skal dermed ikke ud i et nyt valg.

Perdue overtager senatorposten fra Saxby Chambliss, der har valgt at gå på pension. Det betyder, at pladsen i Senatet bliver på republikanske hænder.

Demokraterne havde ellers håbet på endnu en valgrunde i Georgia, da det i det mindste kunne betyde en ny chance for Demokraterne for at undgå et republikansk flertal i Senatet.

/ritzau/