Vigtigste brik i Apples Kina-puslespil mangler

Trods lanceringen af de nye iPhone-telefoner i plastik mangler Apple fortsat at få en aftale på plads med verdens største mobilselskab.

Det betyder, at det udelukkende bliver Kinas nummer to og tre, China Unicom og China Telecom, der kan rykke ud med de nye modeller, iPhone 5S og iPhone 5C, som Apple præsenterede tirsdag aften dansk tid. China Mobile, som har en kundebase, der er to gange større end USAs samlede befolkning, er stadig ikke med, selv om der har været forhandlet gennem flere år.

Pres på Apple

Kina har 1,2 milliarder mobilkunder, men de to mindre teleselskaber dækker »kun« 37 procent af befolkningen. Samtidig presses Apple af en række kinesiske mobilmærker med Googles Android som styresystem.

Den nye billigmodel, 5C, vil i Kina koste 4.100 kroner, men en række af de kinesiske topmodeller ligger langt under den pris.

Apple-talsmand Carolyn Wu afviser over for nyhedsbureauet Bloomberg at ville kommentere, hvordan forhandlingerne med China Mobile går.

Altafgørende at få aftale hjem

Kina er Apples næstvigtigste marked efter hjemmemarkedet i USA. Men salget faldt i sidste kvartal med 14 procent. Derfor er forventningen, at en billigere telefon vil kunne få flere kinesere til at vælge en Apple-model.

»Det er altafgørende for Apple at finde måder at få væksten bragt op på et højere niveau igen. At få Kinas største mobilselskab om bord og at lancere en billigere udgave af iPhone-telefonen er begge nøglen til det,« siger Jan Dawson, chefanalytiker på telemarkedet for det britiske analysebureua Ovum.

Også i Kina er sydkoreanske Samsung det største telefonmærke, fuldt af kinesiske Lenovo.

Dagens Gossip