Vikarboss dømt til at betale to millioner for snyd

Skrevet af John Meyer

11/01/2013

Mest læste i dag

Fusk, snyd og konkurs i flere omgange. Den cocktail kostede Dansk Industri, skatteyderne, to banker og polske vikarer over 25 millioner kroner, da vikarfirmaet Danstaff sendte vikarer ud til Netto, Frode Laursen og andre firmaer på Sjælland i 2009, 2010 og 2011.

Nu er firmaet dømt for en del af det store cirkus. Det skete onsdag i Arbejdsretten. Den slog fast, at Danstaff skal efterbetale 1,6 millioner kroner til 24 polske 3F-medlemmer. Oven i skal 3F's Transportgruppe have en bod på 350.000 kroner.

Men det har lange udsigter. Sidste sommer meldte firmaets direktør, Henning Frølund Nielsen, Danstaff konkurs for tredje gang, og i løbet af 2012 har han lukket resten af de firmaer og investeringsselskaber, der medvirkede i hans konkurskarrusel, skriver Fagbladet 3F.


Politi skal jagte regning
Alligevel besluttede 3F, at sagen skulle føres til dørs. Det skyldes, at den er principiel og vigtig.

- Arbejdsretten har afgjort, at tre konkursramte firmaer med navnet Danstaff er identiske. Det betyder, at man ikke kan snyde sig fra regningerne, når man lader et firma gå konkurs og genopstå med samme ejer, telefonnummer og ansatte, siger Rikke Lauritzen, der er næstformand i 3F Høje Taastrup. Hun vil bruge dommen hos bagmandspolitiet. Det sker med en rykker, der spørger, hvad der sker i politiets efterforskning af konkurs-direktøren, der blev meldt for bedrageri i 2011.


Vil forfølge direktør
3F peger på, at der er forsvundet 25 millioner kroner. Alene SKAT er snydt for 13 millioner kroner. 3F håber at bagmandspolitiet finder ud af, hvad der er sket med pengene. Og så vil 3F se på, om der kan rejses en retssag, der gør Henning Frølund Nielsen personligt ansvarlig.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henning Frølund Nielsen. Og han mødte ikke i Arbejdsretten, hvor DA og Dansk Erhvervs advokat førte sagen alene. Men sidste år afviste han flere gange, at han havde lavet noget ulovligt.