Vikingetogt i Sydgrønland skal bringe nyt om nordboerne

2. juli indleder en gruppe danske sejlere et banebrydende togt med vikingeskib i nordboernes kølvand langs Grønlands syd- og vestkyst.

De otte mænd og kvinder er erfarne fritidssejlere med tilknytning til Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Deres seks uger lange sejlads har til formål at kaste lys over væsentlige spørgsmål om de skandinaver, som for et årtusind siden bosatte sig i det fjerne land, der af Erik den Røde blev døbt "Grønland".

Besætningen under ledelse af skipper Ole Sand skal under hele turen på omkring 560 sømil (1000 km) indsamle sejladsdata.

Disse data skal senere, i samarbejde med forskere, udfylde nogle af hullerne i historikernes viden om, hvor svært - eller let - det var at sejle ved den grønlandske kyst for sejl og årer.

Det oplyser Vikingeskibsmuseet, der samarbejder med Grønlands Nationalmuseum om togtet.

Der er tale om "eksperimentalarkæologi", der gør det muligt at afprøve nordboernes rejsevilkår og muligheder for kommunikation i praksis, forklarer Morten Ravn, forskningskoordinator ved Vikingeskibsmuseet.

- Bopladserne ligger alle ved kysten, og vandvejen har formentlig været den bedste mulighed for forbindelse mellem nordboerne, men hvor mobile var de? Hvis vi bliver klogere på det, finder vi også ud af mere om samfundet dengang, siger han.

Det 11 meter lange træskib Skjoldungen er en fire år gammel rekonstruktion af det arkæologiske skibsfund Skuldelev 6, der er hentet op af Roskilde Fjord.

Skibet blev oprindelig bygget i Vestnorge omkring år 1030, og nordboerne har sandsynligvis brugt denne bådtype til lokal sejlads og til fangst og fiskeri ved Grønland.

Besætningen har de seneste to-tre år trænet sejlads med skibet i Roskilde Fjord, Kattegat og langs den svenske kyst, fortæller skipper Ole Sand.

- Derudover har vi forberedt os på alle mulige ledder og kanter. Vi har været på samaritterkursus, lavet redningsøvelser og været på skydeøvelser for det tilfælde, at vi møder isbjørn, siger han.

Rederiet Royal Arctic Line sejler Skjoldungen til Nanortalik i Sydgrønland, hvor togtet indledes 2. juli og går nordvestover mod Nuuk.

/ritzau/

Dagens Gossip