Viktor Axelsen skriver historie med VM-medalje

Badmintonspilleren Viktor Axelsen skrev fredag aften et stykke dansk sportshistorie, da han vandt sin kvartfinale ved VM i Ballerup.

Den 20-årige dansker besejrede Chou Tien Chen fra Taiwan sikkert med cifrene 21-14, 21-14, og dermed er Viktor Axelsen den yngste danske medaljevinder i herresingle nogensinde ved et VM.

Ved VM vinder begge tabende semifinalister bronze, så Viktor Axelsen er altså sikker på en medalje.

Chou Tien Chen vandt torsdag over Jan Ø. Jørgensen, der måtte trække sig med en skade i andet sæt.

Fredagens kvartfinale i Ballerup Super Arena var en duel mellem verdensranglistens nummer 16 og 17 med danskeren som den højest rangerede.

Viktor Axelsen havde vundet de to spilleres hidtil eneste møde, som fandt sted ved Swiss Open for to år siden.

Overskriften for VM-kvartfinalen var ikke mindst, hvem af de to unge spillere, der bedst fik styr på nerverne ved udsigten til en medalje.

Den disciplin mestrede Viktor Axelsen bedst i første sæt, hvor han konstant var ovenpå.

Danskeren havde glimrende tålmodighed i sit spil, og han var bedst på de afgørende bolde.

Da Chou Tien Chen forsøgte sig med en høj svipserv bagud 14-19, sendte Viktor Axelsen resolut bolden i gulvet og skaffede sig en sætbold.

Her sendte spilleren fra Taiwan bolden i nettet, og publikum sagde tak for et godt første sæt med bragende klapsalver ned mod Viktor Axelsen.

Den unge fynbo fortsatte de gode takter i andet sæt, og til sidst kunne han lade sig hylde af det meget begejstrede publikum.

I semifinalen skal Viktor Axelsen op mod verdensetteren Lee Chong Wei.

Den malaysiske spiller har trods et skadesplaget forløb op til VM været helt suveræn foreløbig i Ballerup. I fredagens kvartfinale rundbarberede han Kinas sjetteseedede Wang Zhengming 21-8, 21-11.

Det vil være en sensation, hvis Viktor Axelsen besejrer malaysieren, for Lee Chong Wei har givet danskeren store klø i alle deres hidtil fem indbyrdes møder.

Efter at have vundet sølv to gange ved både OL og VM er Lee Chong Wei i fraværet af sin sædvanlige overmand, Lin Dan, på en mission for at sikre sig sit første VM-guld.

Lee Chong Wei spiller dog under et gigantisk pres, som tidligere har knækket ham i VM-sammenhæng.

Malaysia har endnu aldrig vundet guld ved VM i badminton, og det pres har nogle gange været for meget at håndtere for den ellers sublime spiller.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV