Viktor Axelsen slider sig videre i tre sæt i Kina

Skrevet af admin

11/11/2015

Dagens topnyheder

Viktor Axelsen er klar til anden runde ved China Open.

Men den danske badmintonspiller måtte slide, før han onsdag havde besejret Wei Nan fra Hongkong i første runde af Super Series Premier-turneringen i Kina.

Sejrscifrene endte med at blive 18-21, 21-11, 21-18 i syvendeseedede Viktor Axelsens favør.

Danskeren så ellers længe ud til at vinde første sæt, men Wei Nan fik kontakt og sikrede sætsejren med fire point på stribe.

I andet sæt havde verdensranglistens nummer 15 ikke en chance, men sådan kom tredje sæt ikke til at forløbe.

Wei Nan førte 18-17, inden Viktor Axelsen sikrede sejren ved at vinde fire dueller i træk.

Tidligere onsdag gik mixeddoublerne Joachim Fischer/Christinna Pedersen og Niclas Nøhr/Sara Thygesen videre fra første runde.

/ritzau/