Viktor Axelsen vil tage teten mod verdens bedste

Skrevet af admin

14/08/2015

Dagens topnyheder

Viktor Axelsen har statistikken imod sig, når han fredag morgen dansk tid spiller VM-kvartfinale mod verdensetteren Chen Long fra Kina.

De har mødt hinanden fire gange tidligere, og hver gang har kineseren trukket det længste strå.

I tre af møderne har Axelsen dog tvunget favoritten ud i tre sæt, og den unge dansker kender nøglen til succes.

- Det er så vigtigt i den her hal at stå langt fremme på banen. Jeg skal turde at tage nettet og kæmpe om offensiven. Det bliver utrolig vigtigt, hvis jeg skal have en chance for at vinde, siger Axelsen til DR.

Som nummer syv i verden er danskeren seedet til at nå kvartfinalen, og det var da også målsætningen at nå dette stadie. Men nu vil han mere.

- Nu står jeg her, men efter sejren i dag er jeg selvfølgelig sulten efter mere. Nu skal jeg presse Chen Long, og hvis jeg vinder, så går jeg selvfølgelig efter mere, siger Axelsen.

Axelsen skal i aktion som nummer tre på bane 2 fredag - tidligst klokken 07 dansk tid. Også Jan Ø. Jørgensen er klar til kvartfinalen i herresingle. Han møder Lin Dan fra Kina.

Herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen samt damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl spiller også kvartfinale fredag.

/ritzau/