Viktor Axelsen vinder Copenhagen Masters

Stortalentet Viktor Axelsen vandt finalen i herresingle ved badmintonturneringen Copenhagen Masters.

Med sætcifrene 21-13, 21-16 slog den 19-årige dansker sydkoreaneren Lee Hyun-Il, der ellers i semifinalen havde gjort det af med danskeren Hans-Kristian Vittinghus.

Indledningen på første sæt var særdeles jævnbyrdig, og i det velspillede sæt kunne Viktor Axelsen midtvejs notere sig en føring på 11-9.

Axelsen trak dog fra sin 14 år ældre modstander mod slutningen af sættet, som danskeren vandt komfortabelt med 21-13.

Igen i andet sæt fulgtes de to kombattanter pænt ad, denne gang med sydkoreansk midtvejsføring på et enkelt point.

Efter fire hurtige fejl fra Lee Hyun-Il bragte Viktor Axelsen sig tilbage i front, og danskeren spillede sejren solidt i hus med cifrene 21-16.

Den danske sejrherre var efterfølgende meget tilfreds med sin egen præstation.

- Jeg synes, det var en rigtig god kamp fra min side. Specielt i første sæt spiller jeg rigtig godt. Det var noget af det bedste, jeg nogensinde har spillet.

- Jeg vidste ikke rigtig, hvad han kom med. Jeg havde selvfølgelig set lidt fra hans semifinale i går, og jeg havde en gameplan, da jeg gik ind på banen, men derfra er der stadig et stykke til at føre den ud på banen, siger Viktor Axelsen.

Ud over sejren og den medfølgende check på 30.000 glædede den unge dansker sig også over opbakningen i Falconer Salen.

- Det er selvfølgelig helt vildt fedt at vinde foran sådan et fantastisk publikum, og jeg er meget glad for al den støtte, jeg har fået de her to dage, siger han.

Med sejren til Viktor Axelsen er Danmark sikker på at gøre rent bord i førstepladser i Falconer Salen, da finalen i mixeddouble bliver udgjort af to danske par.

/ritzau/

Dagens Gossip