Viktor Fischer besluttede selv at tage straffespark

Skrevet af admin

09/06/2015

Dagens topnyheder

De sædvanlige straffesparksskytter Nicklas Bendtner og Daniel Agger var ikke på banen, da det danske fodboldlandshold ved stillingen 1-1 efter 85 minutter fik straffespark i testkampen mod Montenegro mandag aften.

Derfor besluttede Viktor Fischer selv, at han skulle tage det straffespark, der med det efterfølgende mål sikrede Danmark sejren på 2-1.

- Jeg besluttede selv, at jeg ville sparke. Jeg tænkte, at Bendtner ikke var på banen, og så kiggede jeg lige på William Kvist og Morten "Duncan". De så ud til at være meget åbne for det, og så lagde jeg den på pletten.

- Jeg har sgu nok brændt en gang som ung, men jeg har aldrig brændt i min professionelle karriere, for det var første gang, jeg sparkede i kamp, selv om jeg har øvet mig meget til træning, siger Viktor Fischer.

Målet var samtidig Fischers første i landsholdstrøjen og en god gave at give til sig selv, inden han tirsdag fylder 21 år.

Han glæder sig over, at han kom ind fra bænken i anden halvleg og var med til at afgøre kampen.

- Man kan ikke forvente en matchvinderrolle hver gang, men jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg går på banen for at være afgørende. Det er nu engang, den rolle jeg kan udfylde, og det tror jeg også, jeg skal udfylde nede i Tjekkiet for U21-landsholdet.

- Jeg kom ind og førte bolden frem og prøvede at være afgørende. Det er det, jeg gerne vil, siger Viktor Fischer.

Ajax-danskeren skal repræsentere det danske U21-landshold ved EM i Tjekkiet senere i juni.

Han forventer, at han skal spille U21-landsholdets venskabskamp mod Sverige torsdag, mens han ikke ved, hvor han står i forhold til A-landsholdets EM-kvalifikationskamp mod Serbien lørdag.

/ritzau/