Vil ændre aldersgrænse for nyt kørekort

Socialdemokraterne på Christiansborg vil nu se på, om aldersgrænsen for ældres fornyelse af kørekortet skal hæves, så det obligatoriske helbredstjek kan udskydes.

Det oplyser retsordfører Trine Bramsen (S) på baggrund af en rapport fra DTU Transport, som slår fast, at der ikke kommer færre ulykker på vejene med ældre bag rattet, selvom man øger kontrollen med de ældres køreevner.

- Rapporten giver anledning til at vi på Christiansborg skal diskutere, om aldersgrænsen på 70 år er rigtig sat, eller om den skal hæves, siger Trine Bramsen til Ritzau.

Ældre danske bilister begynder en aldersobligatorisk helbredsundersøgelse, når de fylder 70 år. Første gang fornys kørekortet med fire år. Ved 74 år skal det fornys hvert andet år, mens kortet skal fornys hvert år, når borgeren fylder 80 år.

- Jeg vil ikke lægge mig fast på en bestemt grænse, men et bud kunne da være 75 år for det første tjek, fortæller retsordføreren.

Et hold forskere fra DTU Transport har i samarbejde med en række udenlandske kolleger sammenlignet og undersøgt forholdene i forbindelse med fornyelse af ældre menneskers kørekort i 27 EU-medlemslande.

Rapporten viser, at Danmark er et af de lande med de hårdeste restriktioner.

Forsker Anu Siren fra DTU Transport forklarer, at der ikke kan måles nogen positiv effekt af de hårde danske restriktioner, hvis man sammenligner med lande med mere lempelige regler på området.

- I nabolande som Sverige og Tyskland uden aldersobligatoriske undersøgelser ser vi ingen forskel i forhold til ulykker. Vi får flere og flere ældre de kommende år, og det bliver et tungt system at dyrke i Danmark i fremtiden, siger hun.

Og det argument bider på socialdemokraten.

- Der er mange omkostninger forbundet med kontrollen både for samfundet og den enkelte ældre, der skal bruge tid og penge, siger Trine Bramsen.

Direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup vil skrive et brev til justitsminister Morten Bødskov (S) med et forslag om at ændre reglerne for fornyelse af ældres kørekort.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV