Vil ikke tage ansvar i Post Cup-skandale

Formanden for Danmarks Cykle Union, Niels Sørensen, vil endnu ikke pege fingre ad nogen hverken internt eller eksternt efter den skandaløse afslutning i søndagens Post Cup i Hammel.

Det sidste løb i Post Cup-serien endte i en farce, hvor kun 11 ryttere gennemførte cykelløbet. Det resterende felt valgte at stoppe, da de følte sig utrygge over at køre cykelløb i højreside af vejen, mens der buldrede civile biler af sted i venstre side. Hos Danmarks Cykle Union er man stadig i gang med at finde ud af, hvad der op og ned i sagen.

- Vi er lige nu i gang med at få reaktioner ind fra ryttere, sportsdirektører og vores kommissærer, som var tilstede i går, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt færdig med at danne mig et overblik over forholdene i forbindelse med Post Cup. Så det er for tidligt at gå i detaljer, siger formand Niels Sørensen og tilføjer:

- Generelt synes jeg, at vi arrangerer nogle gode og sikre cykelløb, men selvfølgelig var der nogle uheldige episoder i går (søndag, red.), og dem vil vi nu evaluere.

Om det vil få konsekvenser for de hold og ryttere, som stoppede løbet, vil formanden også afvente og se.

Cykelrytteren Martin Mortensen fra Team Concordia Forsikring Riwal var en del af feltet i det famøse løb, og han fortæller, at det var en fælles beslutning at stoppe løbet, da rytterne ikke følte sig sikre på kun af de modkørende biler. Dermed afliver han den udlægning, som Claus Hembo, direktør for Christina Watches-Onfone, kom med søndag, hvor han påstod, at det var Team Cult Energy, som fik cykelløbet saboteret, da deres ryttere blokerede for feltet på målstregen.

- Michael Skelde (sportslig ansvarlig på Team Cult, red.) kommer faktisk op og dytter af hans ryttere og siger, at de skal køre cykelløb, da vi stopper. Men jeg siger til ham, at vi ikke vil fortsætte, siger Martin Mortensen og tilføjer:

- Vi var nogle, der sagde, at vi stoppede - og det var os ryttere, der har noget at sige herhjemme i dansk cykelsport - og så stoppede de andre i respekt. Det er rytterne, der 100 procent tager beslutningen - det er vores ansvar, så hvis man skal give nogen skylden, er det os alle sammen, og understreger, at der var uforsvarligt at køre under de forhold, rytterne blev budt.

Der er dog ikke udsigt til, at afviklingen af Post Cup-løb bliver ændret. Det fastslår Niels Sørensen fra DCU.

- Det må du spørge myndighederne om, hvorfor man ikke kan spærre begge sider af vejen af. Lovgivningen gør simpelthen ikke, at man ikke må lukke vejene i Danmark. Derfor kan vi også allerede nu frikende Hammel Cykelklub, som arrangerede søndagens Post Cup, siger Sørensen.

Dagens Gossip