IS vil straffe Putin for støtte til Syriens præsident

Ekstremister fra Islamisk Stat (IS) viser i en video på YouTube optagelser af jagerfly, som de siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, har leveret til den syriske leder, Bashar al-Assad.

– Dette er en besked til dig, Vladimir Putin. Dette er jagerflyene, som du har sendt til Bashar, vi kommer til at sende dem til dig, hvis Gud vil, husk det, siger en oprører på arabisk.

IS truer angivelig med at styrte Ruslands præsident og befri Tjetjenien som straf for Moskvas støtte til Damaskus-regimet.

- Og med Guds vilje kommer vi til at frigøre Tjetjenien og hele Kaukasus. Din trone vakler allerede. Den er truet, og den kommer til at falde, når vi kommer, siger oprøreren videre.

I den samme video truer flere krigere Assad fra toppen af jagerflyet.

- Dette er russisk udstyr, siger en stemme med russisk accent.

Den russiske anklagemyndighed har givet ordre til en efterforskning af videoen og krævet den fjernet fra YouTube.

Putin er en af Assad-regimets vigtigste allierede, og Moskva har bidraget med både militær og diplomatisk støtte til den syriske leder, som er blevet voldsomt kritiseret internationalt for sin håndtering af oprøret mod hans styre.

Kreml har udkæmpet to krige mod separatister i Tjetjenien i de seneste 20 år. Uroen har spredt sig til hele det nordlige Kaukasus - blandt andet til Dagestan og Ingusjetien.

Islamisk Stat, der er en sunnimuslimsk ekstremistisk gruppe - har udråbt et islamisk kalifat i de regioner, som gruppen kontrollerer i Irak og Syrien.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip