Vild actionstjerne viser ar til sine fans

Når de mest vovede actionscener i en film skal indspilles, står der som oftest en stuntmand på spring til at tage over. Skuespilleren Will Smith, der lige nu er i gang med optagelserne til filmen "Suicide Squad", ser imidlertid ud til at have lavet sine actionscener selv.

I hvert fald kunne han fremvise flere tydelige snitsår i ansigtet, da han mandag hilste på fans i den canadiske storby Toronto. Det skriver Mail online.

Da Will Smith under en køretur gennem byen rullede vinduet ned på sin bil for at hilse på en gruppe fans, var det tydeligt for enhver, at den berømte filmstjerne for nylig havde været i seriøs nærkamp.

Men det var en storsmilende Will Smith, der, til trods for snitsår i panden og på næsen samt hudafskrabninger på den glatbarberede isse og lette skræmmer på kinder og under det ene øje, mødte de fremmødte gennem det åbne bilvindue.

Aftenen forinden havde den 46-årige actionhelt tilbragt på filmsettet. Men selvom arrene kunne have været sminket på, er det ikke så sandsynligt, da Will Smiths hovedsageligt bærer maske under filmens kampscener.

Filmen "Suicide Squad", der bygger på DC Comics' tegneserie om superskurkegruppen af samme navn, forventes af få premiere til august næste år.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip