Vild biljagt: 17-årig bilist endte i grøften

Skrevet af admin

25/02/2014

Mest læste i dag

En politipatrulje i det sydjyske ville mandag aften tage kontakt til en ung bilist ved Kongevej i Rødding. Men det var føreren af bilen ikke interesseret i. Han satte derfor foden på speederen.

Politiet fulgte efter med blink, og den 17-årige bilist nåede ifølge vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi op på 160-180 kilometer i timen.

Jagten sluttede otte minutter senere, klokken 21.43, da bilisten kørte ned i et grøft ved rundkørslen mellem Obbekjærvej og Nørremarksvej ved Ribe.

- Han mister herredømmet og bilen kører direkte ud i rundkørslen, op af forhøjningen og får en flyvetur, der ender i et havehus ved et hus på modsatte side af rundkørslen. Bilen fløj vel omkring 35 meter, siger Jan Stockholm, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den unge bilist er kommet lettere til skade.

- Han er sluppet med knubs og er blevet udskrevet fra sygehuset i Esbjerg, hvor han var til observation.

Politiet mener, at bilisten muligvis stak af, fordi han kørte i en bil med en stjålen nummerplade.

- Bilen tilhører tilsyneladende noget familie, siger vagtchefen.

Den unge bilist, som i kraft af sin alder heller ikke har noget kørekort, kan se frem til flere sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.

Han er tidligere kendt af politiet, men "ikke for noget alvorligt", meddeler vagtchefen.

Politiet har også en mistanke om, at manden kan have være påvirket af spiritus, medicin eller stoffer. Der er rutinemæssigt blevet taget en blodprøve.

En bilinspektør er nu ved at undersøge de tekniske detaljer omkring uheldet.

/ritzau/