Vild diskussion om fredskonferencen: FN melder snart ud

Skrevet af admin

20/01/2014

Mest læste i dag

Den stort anlagte fredskonferencen om Syrien synes i øjeblikket at hænge i en tynd tråd, efter at både den syriske opposition og USA har reageret voldsomt på, at Iran natten til mandag har modtaget en invitation til samtalerne i Schweiz.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at der i øjeblikket er gang i hastediskussioner om konferencen, der ventes indledt onsdag i den schweiziske by Montreux.

- Der er i øjeblikket gang i intensive hastediskussioner, og jeg har mere at sige om dette emne senere i dag, siger Ban Ki-moon til FN's Sikkerhedsråd.

Irans deltagelse på konferencen har været et stridspunkt mellem flere af stormagterne. USA er imod, og Rusland er for.

Argumentet fra Washington lyder, at iranerne ikke har bidraget med noget godt i forhold til at løse konflikten i Syrien.

Russerne derimod har den holdning, at det er afgørende vigtigt, at iranerne, som spiller en central rolle i den syriske konflikt, er til stede.

Iranerne står på Syriens præsident Bashar al-Assads side i konflikten med oprørsgrupperne i landet. Iran bidrager blandt andet med våben.

Syrien Nationale Koalition har givet FN en deadline til mandag aften klokken 20 om at tilbagekalde invitationen til Iran, ellers vil oppositionskoalitionen, der er støttet af USA og Vesten, ikke deltage.

Konflikten har stået på siden foråret 2011.

Flere end 100.000 mennesker har mistet livet og millioner er drevet på flugt.

/ritzau/