Vild jagt: To mænd i stjålet lastbil stoppet med sømmåtter

Skrevet af Elo Christoffersen

05/06/2013

Dagens topnyheder

OPDATERET: Sydøstjyllands Politi måtte i nat på en biljagt efter en lastbil med hænger.

En bilist ringede ved 3.15 til politiet, fordi lastbilen kørte med åbne døre i bagenden af hængeren, så de blafrede. Bilisten spottede lastbilen på motorvej E45 ved Horsens. Og bilisten kørte op på siden af lastbilen og gjorde tegn til føreren om, at der var noget galt. Men lastbilen fortsatte.

En patrulje blev sendt afsted. Lastbilen kørte af ved Hornstrup nord for Vejle og kørte i retning mod DTC og Juelsminde.

Betjentene gjorde også tegn til, at føreren af det store køretøj skulle stoppe, men fortsatte ufortrødent. Og så blev der kaldt forstærkning, så der nu var tre politibiler.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her

- Det viste sig, at de to personer i lastbilen ikke var kendt i området. De kørte nemlig ned ad Strandvejen i Daugaard. Vi sendte en patrulje på en genvej og de fik lagt sømmåtter ud. Lige inden sømmåtterne stoppede de to mænd lastbilen, sprang ud og stak af til fods ud i skoven, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til Dagens.dk.

Heldigvis havde politiet to hundepatruljer med i jagten, så kort tid efter blev de to mænd, der menes at være østeuropæer, anholdt.

Lastbilen med hængeren var stjålet i Hasselager ved Aarhus tidligere på natten, og derfor var det Østjyllands Politi, som i dag fremstillede de to mænd i grundlovsforhør. Begge blev varetægtsfængslet frem til den 27. juni.