Vild med dans-skuespillerinde er skadet

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

Skuespillerinden Stephania Potalivo får sværere ved de store løft og benspjæt, når hun fredag skal danse i Vild med dans.

Sjit Happens-skuespillerinden har nemlig fået en fibersprængning i maven. Det bekræfter TV 2 over for Ritzau Fokus.

Skuespillerinden og dansepartneren Morten Kjeldgaard lagde ellers godt ud, da de i premiereshowet i fredags imponerede dommerne med deres vals.

Dansepartneren Morten Kjeldgaard fortæller til Ekstra Bladet, at de sammen har besøgt den behandler, der stilles til rådighed for deltagerne i danseprogrammet.

- Han sagde til Stephania, at hvis 'alt går vel', kan hun gå på gulvet på fredag, men intet er sikkert endnu, fortæller Morten Kjeldgaard.

Han fortæller, at den 28-årige skuespillerinde allerede inden premieren havde store smerter i maven, og at det også gav hende problemer under parrets vals i fredags.

- Det er klart taget til over weekenden, så nu har hun virkelig ondt - og Panodil kombineret med Ipren er altså ikke nok, siger han til Ekstra Bladet.

Derfor er den erfarne danser også i fuld gang med at lave koreografien om, kun tre dage før parret skal forsøge at imponere dommere og seere med deres salsa.

- Løftene og de sjove tricks må ud. Vi må tage det meget roligt hele ugen. Men heldigvis er der jo flere dage til, det er fredag, så vi håber virkelig på det bedste. Det vil jo være forfærdeligt, hvis hun ikke kan danse, siger han.

/ritzau/FOKUS