Vild med Dans-stjerne vælger årets sportsnavn

Med en guldmedalje fra OL i cykeltasken bør Lasse Norman Hansen vinde prisen som Årets Sportsnavn, der bliver uddelt i Herning lørdag aften ved begivenheden Sport 2012.

Det mener sidste års vinder af prisen, Jeanette Ottesen.

- Lasse Norman fortjener at vinde. Det var specielt, at han vandt OL-guld. Det havde man ikke lige set komme, og det må være årets overraskelse, siger den danske topsvømmer.

Foruden OL-guldvinderen er det danske herrelandshold i håndbold nomineret for at have vundet guld ved EM.

Desuden er roerne Mads Rasmussen og Rasmus Quist nomineret for at have vundet Danmarks anden guldmedalje ved OL.

Selvom der er mange flotte sportspræstationer i årets løb, findes der ikke nogen større præstation end det at vinde OL-guld.

Derfor bør den olympiske mester i omnium være selvskrevet til at vinde prisen, mener Ottesen.

- Alle dem, der har vundet OL-medaljer, bør være nomineret. Selvfølgelig kan man ikke nominere alle, men at vinde OL er det største, siger Jeanette Ottesen, der selv havde et skuffende OL uden medaljer.

Det er Danmarks Idræts-Forbund, Team Danmark og Jyllands-Posten, der står bag prisen, Årets Sportsnavn 2012.

Foruden prisen som årets sportsnavn bliver en række andre priser uddelt samme aften, herunder BTs Guld, hvor det er 40 af landets bedste sportsfolk, der finder en vinder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip