Vild med dans-vært er gravid

Skrevet af admin

26/09/2015

Dagens topnyheder

Fredag aften afslørede Vild med dans-værten Sarah Grünewald en glædelig nyhed på direkte tv.

Den 31-årige skuespillerinde og tv-vært kunne afsløre, at hun er gravid.

- Der er en lille dansebaby på vej til mig, sagde hun storsmilende under showet og klappede sig lidt på maven.

I sidste uge fortalte den kendte vært til Ritzau Fokus, at hun og manden Rasmus Backhaus ledte efter en større lejlighed, og at de drømte om at udvide den lille familie.

- Vi har talt meget om at få børn, og der er jo også et biologisk ur, der tikker. Jeg tror også, at ens krop skal være klar til det, og lige nu er jeg lidt stresset, fordi der sker så meget. Måske sker det lige pludselig, og det kunne være super dejligt, sagde hun sidste fredag.

Det er derfor også en længe ventet dreng eller pige, der snart kommer til verden.

Sarah Grünewald og Rasmus Backhaus blev gift den 12. juli i sidste år i Hans Tausens Kirke på Islands Brygge i København.

/ritzau/FOKUS