Vild panik til rapkoncert: Mindst 24 er dræbt

Mindst 24 personer er blevet dræbt, da der opstod panik under en rapkoncert på en strand i Guinea tirsdag.

Regeringen i det vestafrikanske land har erklæret en uges landesorg efter det, der beskrives som et "tragisk drama" på stranden i Conakry, hvor den populære rapgruppe Instinct Killers gav koncert sammen med andre artister.

Lægefolk har bragt mindst 24 lig til et kapel. 13 af dem var piger, fortæller en hospitalskilde til nyhedsbureauet AFP.

En politimand bekræfter, at der er mange døde.

- Lige nu har vi 24 lig på hospitalskapellet i Donka, og adskillige sårede er blevet kørt til forskellige hospitaler efter denne drabelige panik, siger han.

Guineas præsidentkontor siger i en meddelelse, at det er "chokeret over det tragiske drama, der blev forårsaget af masseflugt ved en kulturel begivenhed". Kontoret nævner ikke noget om antallet af omkomne.

Der er blevet iværksat en undersøgelse af, hvad der præcist førte til tragedien. Den ansvarlige for begivenheden er blevet fritaget for tjeneste.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip