Vilde håndboldpiger giver Pytlick energi

Når de danske håndbolddamer tirsdag aften åbner EM-slutrunden i Serbien med en kamp mod Sverige, er det ikke blot det danske landshold, der har fået ny energi efter nogle tunge år.

Også landstræner Jan Pytlick har fået et skud ny inspiration, efter at han har foretaget et generationsskifte på sit mandskab og derefter har forsøgt at sætte tempoet i vejret på det danske spil.

- Jeg har jo prøvet det nogle gange før, og jeg synes, det er lige spændende hver gang, siger Jan Pytlick, der er i gang med sit 13. år som dansk landstræner.

- Det giver også mig ny energi at arbejde med nye folk. At mærke den passion, der er for det. Jeg kan mærke, at folk tror på projektet, og det er lige så meget det, der betyder noget, siger han.

Efter forgængernes fiasko ved OL i sommer har det nye hold leveret flotte resultater som optakt til EM med fem sejre i seks kampe mod nogle af verdens stærkeste landshold.

Men det er frem for alt holdets attitude, som landstræneren hæfter sig ved

- Det er et meget dynamisk hold. Der er mange, der kan en hel masse.

- Der er god energi, og jeg synes, der er den vildskab, der skal til. Der skal noget vildskab til, når man skal samle en gruppe, der vil kæmpe for hinanden. De har en fed udstråling, lyder det fra Jan Pytlick.

Det danske landshold er mandag ankommet til Nis, hvor de tre indledende gruppekampe skal spilles. Første opgør er mod Sverige tirsdag aften.

Derefter gælder det Frankrig torsdag og Makedonien lørdag. De tre bedste af de fire hold går videre til mellemrunden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip