Vildfarent projektil rammer familiefar i hovedet

En østjysk familiefar blev søndag eftermiddag ramt i hovedet af et vildfarent projektil på en ellers ganske tilforladelig villavej i den østjyske stationsby Odder.

Claus Søgaard Rasmussen var sammen med sin hustru og to børn ved at gøre sig klar til at køre en tur i Bilka, da den uventede hændelse skete. 

Han var ved at låse et skur, og idet han tog nøglen ud af låsen, mærkede Claus Søgaard Rasmussen et kæmpe brag i hovedet. 

- Jeg fik følelsen af, at jeg var blevet slået med noget meget hårdt, siger Claus Søgaard Rasmussen til Dagens.dk.

Familiefaren sprang to skridt tilbage, og havde ikke den fjerneste anelse om, at han var blevet ramt af et skud.

Blødningen på toppen af hovedet blev stoppet med hjælp fra hustruen, og med en kraftig hovedpine og en kæmpe bule under kasketten tog familien en tur i Bilka efter et par nye sko.

Den kraftige hovedpine var der stadig i går, og derfor tog Claus Søgaard Rasmussen til lægen, der sendte ham videre hen på skadestuen i Horsens.

Med en MR-scanning kunne lægerne her konstatere, at der sad et projektil i Claus Søgaard Rasmussens hovedbund.

- Da jeg så kuglen for første gang, satte det nogle tanker i gang, siger Claus Søgaard Rasmussen og fortsætter:

- Mine drenge løb jo rundt om mig i en radius af én meter. Tænk, hvad der var sket, hvis en af dem var blevet ramt.

Læs også: Bukkejagt på Langeland gik galt: Jæger skød bil

I dag har Claus Søgaard Rasmussen taget kontakt til politiet og oplyst dem om den noget uventede skudepisode. Han ved endnu ikke, hvordan projektilet endte med at ramme ham i hovedbunden.

- Jeg har hørt, at man er ved at reducere antallet af råger rundt omkring i området, siger Claus Søgaard Rasmussen.

I et opslag på Facebook har han forklaret om den bizarre skudepisode, da han håber, at omtalen kan få folk til at tænke sig bedre om, når de overvejer at trykke på aftrækkeren i tætbebyggede områder.
 

Dagens Gossip