Vildt comeback sender Liverpool videre i Europa League

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Liverpool leverede et vanvittigt comeback mod Borussia Dortmund og er videre til semifinalerne i Europa League efter en intens og målrig 4-3-sejr på hjemmebane.

Det lignede igennem det meste af kampen et komfortabelt Dortmund-avancement, men tre mål i kampens afslutning sendte Liverpool og manager Jürgen Klopp videre i turneringen på bekostning af hans gamle klub.

To scoringer i de første otte minutter gav ellers Dortmund en flyvende start i en kamp, hvor der var chancer til endnu mere end de syv mål, publikum på Anfield var vidne til torsdag aften.

Der var ikke gået mere end fire minutter, før scoringerne startede.

En redning fra Liverpool-målmand Simon Mignolet endte hos Henrikh Mkhitaryan, og så var Dortmund foran.

Og bare fire minutter senere var Dortmund på spil igen, da en lang stikning endte hos lynhurtige Aubameyang, der med en fremragende afslutning helt oppe i krydset gav Dortmund en 2-0-føring.

Efter de to scoringer vågnede Liverpool-spillerne fra den dvale, der havde holdt dem ude af kampens første minutter og producerede et hav af chancer.

Det samme gjorde Dortmund, og med adskillige oplagte scoringsmuligheder i begge ender var det nærmest et mirakel, at stillingen ikke ændrede sig inden pausen.

Men det blev der laver om på bare to minutter inde i anden halvleg, da Liverpools Divock Origi udnyttede en friløber til stensikkert at reducere til 1-2.

Målet tændte et spinkelt håb hos Liverpool, som derefter skulle score to gange for at komme videre til semifinalerne.

Men det tog kun Dortmund ti minutter at pille lidt af håbet ud af Liverpool igen, da en velspillende Marco Reus udbyggede Dortmunds føring til 3-1 efter endnu en af de dybe stikninger, der konstant gjorde ondt på Liverpool-forsvaret.

Med scoringen havde Liverpool en halv time til at få bolden over stregen tre gange. Og da først Philippe Coutinho på et langskud og senere Mamadou Sakho på et hjørnespark scorede for hjemmeholdet, var der lagt op til 13 hektiske minutter inden slutfløjt.

Og i kampens overtid kom forløsningen så for de mange fans på Anfield, da Dejan Lovren sendte et hovedstød i mål og fuldendte et sensationelt comeback.

/ritzau/