Vildt Inter-comeback er ikke nok mod Juventus

Skrevet af admin

03/03/2016

Mest læste i dag

Juventus er klar til den italienske pokalfinale, men der skulle både knofedt og held til at kvalificere sig til slutkampen.

Modstanderen Inter lod sig nemlig ikke slå ud af, at første semifinalekamp var blevet tabt med 0-3, for i returkampen onsdag aften vandt holdet fra Milano nemlig med samme cifre og fremtvang en afgørelse på straffespark.

Her blev en afbrænder fra Inters Rodrigo Palacio afgørende. Juventus scorede nemlig på alle fem forsøg fra pletten, og så slap Serie A's førerhold alligevel med skrækken.

Inter-spillerne har dog al mulig grund til at være stolte af præstationen på San Siro, hvor det lykkedes at få storfavoritten til at vakle.

Juventus-træner Massimiliano Allegri sparede faste støtter som målmanden Gianluigi Buffon, Paul Pogba og Andrea Barzagli, men mønstrede alligevel en udmærket startopstilling.

Alligevel kom holdet i voldsomme problemer. Marcelo Brozovic indledte scoringen efter 16 minutter, og da Ivan Perisic gjorde det til 2-0 lige efter pausen, begyndte hjemmeholdet at kunne skimte overraskelsen.

Otte minutter før tid lykkedes det så Brozovic at udligne på et straffespark, og så skulle det hele altså afgøres fra pletten.

Her ramte Palacio overliggeren, og det kiks ødelagde festen for Inter, som nu må se Juventus møde Milan i finalen i Rom 21. maj.

/ritzau/