Vildt syn: Elefant er løs på legeplads i Nordjylland

Det var noget af et syn, som mødte eleverne på Højvangskolen i Svenstrup nær Aalborg tirsdag eftermiddag.

En elefant fra Cirkus Dannebrog havde nemlig taget flugten og var endt på skolens legeplads, oplyser Nordjyllands Politi.

- Vi valgte at holde lidt lav profil, for hvis den blev stresset kunne den godt gå amok, fortæller vagtchef Karsten Kjær fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Derfor valgte politiet at vente til dyrepasseren fra cirkusset nåede frem.

- Han fik lokket den hjem med lidt lækkerier, og det forløb helt uden problemer, siger vagtchefen.

Skolen var hurtig til at tage de rette forholdsregler.

- Vi sørgede for at få alle eleverne indenfor. Alle står dog ved vinduerne og kigger ud på elefanten, der står i noget buskads ved legepladsen. Det er jo lidt spændende, sagde lærer Niels Østervig fra Højvangskolen tidligere tirsdag til Nordjyske.

Det er i øvrigt ikke første gang, at hunelefanten Ramboline har valgt at gå sine egne veje.

- Den har gjort det tidligere i Frederikshavn, hvor den tilsyneladende ville have noget frisk græs fra rabatten, siger Karsten Kjær.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV