Vilhelmsen afviser særlig undersøgelse af gidseldrama

»Der er sat gang i en undersøgelse hos Den Maritime Havarikommission og hos politiet, så nu synes jeg lige, vi skal afvente, hvad resultatet bliver. Indtil vi har det, synes jeg ikke, vi skal gå videre,« siger ministeren, der mandag eftermiddag var kaldt i samråd om sagen.

Det danske fragtskib MV Leopard blev kapret af pirater i Somalia 12. januar i 2011, og seks besætningsmedlemmer, herunder to danske, blev taget som gidsler. I løbet af de 838 dage blev både Udenrigsministeriet og rederiet Shipcraft kritiseret, mens kritikken efterfølgende primært har rettet sig mod Ekstra Bladet og TV 2, da et af de frigivne gidsler Eddy Lopez har klaget over mediedækningen.

Den Maritime Havarikommission, der blev nedsat for halvanden måned siden, undersøger primært årsagen til gidseltagningen - og ikke de mange måneder derefter. Desuden er vidnerne i sagen er ikke underlagt ed, som de er foran en Særlig Havarikommission, understreger Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl (Ø).

»Der skal være en kommission, der kan grave meget dybere og bredere end det, ministeren har sat Den Maritime Havarikommission til. Og hvis man venter et halvt år, sker der reelt det, at folk »glemmer«, hvad der er sket. Derfor er det vigtigt, at man hurtigt efter sådan en hændelse går i gang,« siger Christian Juhl.

Annette Vilhelmsen står fast på, at der ikke vil blive sat yderligere undersøgelser i gang, så længe den nuværende er i gang.

»Efter Søloven kan man kun nedsætte en Særlig Havarikommission, hvis der ikke gennem søforklaringer ved retten eller andre offentlige undersøgelser er skabt klarhed om årsagen til en ulykke til søs, eller hensynet til søsikkerheden begrunder en mere omfattende undersøgelse. Det er derfor, jeg mener, vi skal afvente,« forklarede ministeren på samrådet.

Dagens Gossip