Vilhelmsen efter vækstplan: Arbejdet stopper ikke her

Det siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) som reaktion til, at regeringen onsdag indgik aftale med Venstre, Liberal Alliance og de Konservative om anden del af vækstplanen for Danmark.

»Samlet set synes jeg, at vi med aftalen om Vækstplan DK har skabt et rigtigt godt fundament for, at virksomheder nu kan øge investeringerne i Danmark og skabe nye danske arbejdspladser. Det er nu op til erhvervslivet at gribe de nye muligheder,« siger ministeren i en skriftlig meddelelse.

Anden del af vækstpakken betyder 15 milliarder kroner mere i offentlige investeringer frem mod 2020, færre udgifter for produktionsvirksomhederne på el og affald, og en målrettet selskabsskattelettelse, der ikke omfatter den finansielle sektor og olievirksomhederne i Nordsøen. Helt konkret sænkes selskabsskatten fra 25 til 22 procent og afsætter to milliarder kroner, som et nyt borgerligt flertal vil kunne bruge til at afskaffe arveafgiften for familieejede virksomheder efter næste valg.

»For erhvervslivet er der tale om en god aftale, der står på flere ben. Udover skatte- og afgiftslettelser for virksomhederne har vi også med aftalen forbedret finansieringsmulighederne for danske små og mellemstore virksomheder og afsat penge til en styrket indsats for vækst på erhvervsområder med international konkurrencekraft,« siger Annette Vilhelmsen.

»Men arbejdet stopper ikke her. Vi har stort arbejde foran os med nye vækstplaner på erhvervsområderne med international konkurrencekraft – og de skal implementeres, så der skabes arbejdspladser. Vi skal have forbedret produktiviteten og konkurrencen i Danmark, og vi har et meget stort fokus på at forbedre danskernes uddannelsesmuligheder,« pointerer hun.

Finansminister Bjarne Corydon (S) slår fast, at »regeringen med Vækstplan DK har lagt nogle solide spor ud til at skabe 150.000 private arbejdspladser frem mod 2020«.

Søndag blev de tre oppositionspartier samt Dansk Folkeparti enige om første del af vækstaftalen med regeringen. Med aftalen fjernes afgiften helt på sodavand, mens ølafgiften sænkes. Desuden genindføres boligjobordningen og udvides, så man nu også kan få håndværkerfradrag, når man sætter sit sommerhus i stand.

Dagens Gossip

Dagens TV