Vilhelmsen forklarer Zorning-sagens forløb

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

- Det var mig, som blandede pulje og kampagne sammen. Jeg troede, at der var afsat en million kroner til stemmer på kanten.

Sådan lyder forklaringen fra socialminister Annette Vilhelmsen (SF) på et samråd om, hvordan det kunne ske, at hun ved en fejl lovede en million kroner til Lisbeth Zorning Andersens projekt Stemmer på kanten.

Vilhelmsen kan ende med at få en næse eller i værste fald gå af som minister, alt efter om Enhedslisten har tillid til hende eller ej ved samrådets afslutning.

Forløbet starter med, at hun 13. august 2013 besluttede at afsætte midler til en ansøgningspulje til forskellige initiativer, som skulle være med til at fremme socialt udsatte borgeres valgdeltagelse.

Puljens tema var inspireret af Zornigs kampagne Stemmer på kanten, som var lanceret nogle måneder tidligere, fortæller Vilhelmsen i samrådet med partiernes socialordførere.

- Jeg vil gerne understrege, at Stemmer på kanten ikke blev lovet midler, siger Vilhelmsen.

Vilhelmsen udelukker, at der var tale om aftalt spil, da hendes tilkendegivelse om støtte til Stemmer på Kanten, hvor hun foran rullende kameraer siger: "Der er en million til dig" og Zornings reaktion på dette, skulle være det rene skuespil.

- Det kan jeg forsikre om, at det var det ikke, siger Vilhelmsen.

Grunden til, at ministeren fejlagtigt kom til at love en million væk, var, at hun i forbindelse med et interview talte med de embedsmænd, som var med fra ministeriet, for at afklare størrelsen af de midler, som er afsat til de udsattes valgdeltagelse.

Da hun talte med embedsmændene, tænkte hun på Stemmer på kanten, mens embedsmændene talte om puljen.

- Derfor taler vi forbi hinanden, og jeg efterlades med indtrykket af, at der er en million kroner til Stemmer på kanten. Det var en fejl, som jeg klart og åbent har indrømmet ved flere lejligheder, siger Vilhelmsen.

/ritzau/