Vilhelmsen: Forventningerne er indfriet

SF's nye formand Annette Vilhelmsen fik formentlig mange stemmer blandt SF's medlemmer i formandsvalgkampen på at tale for en løsning af problemet med de tusindvis af danskere, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet.

De forventninger er indfriet nu, efter at regeringen er blevet enige med DA, KL og Danske Regioner om at reservere 12.500 såkaldte akutjob til dagpengemodtagerne.

- Jeg synes, forventningerne er indfriet på den måde, at arbejdsgiverne har sagt, at vi skal have løsning på problemet, siger Annette Vilhelmsen.

Hun fastslår, at det har været vigtigt for SF at finde en løsning for de berørte personer, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet 1. januar.

- Det er den helt særlige løsning, vi har fundet sammen med arbejdsgiverne om nu, siger Annette Vilhelmsen.

Hun fastslår samtidig, at der ikke bliver ændret på halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år, som er skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Om det så peger i retning af en finanslov med Lars Løkke Rasmussen (V) og blå blok eller med Enhedslisten, som har gjort en løsning på dagpengeproblemet til et hovedkrav i finanslovforhandlingerne står stadig åbent:

- Det, vi vil som SF'ere, er at lave en finanslovaftale med kraftig aftryk fra regeringen. Hvem der så går med på vores plan, det må forhandlingerne vise, siger Annette Vilhelmsen, der har "store forventninger" til, at de 12.500 akutjob vil virke.

 

Dagens Gossip