Vilhelmsen glemte sin landsledelse

SF's landsledelse anede intet om regeringens store aftale om 12.500 akutjob, før den blev præsenteret onsdag, skriver Politiken.

Øget inddragelse omkring væsentlige regeringsbeslutninger var ellers et af den nye SF-formand Annette Vilhelmsens centrale løfter i kampen om formandsposten for nylig.

Derfor undrer det en række medlemmer af partiets landsledelse, at erhvervs- og vækstministeren undlod at fortælle om planen, der skal hjælpe de ledige, der ryger ud af dagpengesystemet, ved at reservere 12.500 job til dem.

Vilhelmsen havde nemlig mulighed for at orientere medlemmerne under et møde med landsledelsen, der fandt sted bare halvandet døgn inden aftalens offentliggørelse.

Aftalen havde været under udarbejdelse i regeringstoppen i flere uger.

- Det virker, som om den nye ledelse har ramt en realitetsmur. Nu vil det vise sig, hvor længe de, der har stemt på hende, bliver ved med ikke at sige noget, siger et landsledelsesmedlem, der ikke ønsker sit navn i Politiken.

Et andet medlem, Thomas Klimek, var ikke med til mødet. Men han så gerne, at løftet om mere inddragelse af landsledelsen bliver effektueret.

- Det er naturligt, at man får en orientering om en så stor og væsentlig ting. Det tror jeg da også, vi kan forvente fremover. Man bør ændre praksis på det område, siger Thomas Klimek til Politiken.

Landsledelsen giver SF-ministrene et mandat, som i hovedlinjer beskriver, hvad partiet kan og ikke kan acceptere. Men under valgkampen lød det fra Vilhelmsen:

- I første omgang skal landsledelsen give et mandat, man kan forhandle ud fra. Så skal man også have en inddragelse undervejs, og inden den endelige aftale ligger der, sagde Vilhelmsen.

Annette Vilhelmsen ønsker ikke at svare på, hvorfor hun ikke fortalte ledelsen om akutjobaftalen.

 

Dagens Gossip

Dagens TV