Vilhelmsen om finanslov: Vi fastholder kursen

Det bliver ikke "et overflødighedshorn af nye og dyre forslag", når regeringen i næste uge fremlægger sit forslag til næste års finanslov.

Regeringen vil derimod "fastholde den økonomiske kurs", siger SF's formand, socialminister Annette Vilhelmsen, efter partiets sommergruppemøde.

- Det bliver ikke sådan et overflødighedshorn af nye og dyre forslag, for det er helt afgørende, at vi holder en ansvarlig økonomisk linje. Men der vil være forbedringer, siger Vilhelmsen på et pressemøde.

SF-formanden ser dog overordnet optimistisk på den økonomiske fremtid for Danmark.

- Dansk økonomi er grundlæggende sund. Der er styr på statsgæld og underskud, og vores konkurrenceevne er også i bedring.

- Det ser sådan set så småt ud til, at vi efter flere års økonomisk stilstand så småt kommer i gang igen, siger Annette Vilhelmsen.

Hun giver følgende forklaring på hendes optimistiske tilgang til den økonomiske fremtid:

- Nogle af de tegn, vi ser, er, at forbrugerne har fået større tillid til fremtiden. Man har fået sat gang i forbruget, man kan se det på boligområdet, og i det hele taget ser det ud til, at danskerne nu slipper taget i krisen og begynder at sætte andre dagsordener.

- Det er små tegn, og det er forsigtige tegn, men det er noget af det, vi har gået og ventet på, siger Vilhelmsen.

/ritzau/

Dagens Gossip