Vilhelmsen: Spekulation om SF i regering skal holde op

Spekulationerne om SF's regeringsdeltagelse skal holde op.

Sådan lyder det fra partiformand Annette Vilhelmsen efter, at sagen om salg af aktier i Dong endnu engang har kastet SF ud i interne tovtrækkerier om partiets kurs.

Midlertidigt medlem af SF's folketingsgruppe, Karsten Hønge, satte på sin første officielle dag som folketingsmedlem åbenlyst spørgsmålstegn ved SF's regeringsdeltagelse.

Og det affødte en byge af spørgsmål til Annette Vilhelmsen, da hun forlod en afskedsreception for tidligere partiformand, Villy Søvndal.

Spørgsmål: Kan du se for dig, at SF er nødt til at revurdere sin regeringsdeltagelse?

- Nu synes jeg, at alle muligt spekulationer skal holde op. I SF fører vi SF-politik, og vi drøfter tingene, som vi gør, siger hun og fortsætter:

- Og det er ikke et spørgsmål om regeringsdeltagelse hver gang, vi samles.

SF's landsledelse og partiets folketingsmedlemmer holder et ekstraordinært møde onsdag for at diskutere Dong-aftalen.

Men det er ikke det hele.

For på mødet skal SF'erne også diskutere, om partiet overhovedet skal fortsætte i regeringen, siger SF's folketingsmedlem Karsten Hønge til Ritzau.

- Vi skal have en grundig diskussion om SF's position. Både hvad angår salget af Dong, men også SF's position i det hele taget.

Spørgsmål: Skal regeringsdeltagelsen tages op?

- Ja, det synes jeg, siger Hønge.

Aftalen om at sælge en ejerandel i Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er de seneste dage blevet mødt med hård kritik fra SF's bagland.

SF-formanden har tirsdag understreget, at bekymringerne omkring Dong-aftalen ikke får SF til at bakke ud af aftalen om, at Goldman Sachs overtager 19 procent af Dongs aktier for otte milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip