Vilhelmsen stiller op som SF-formand

Folketingsmedlem Annette Vilhelmsen bekræfter nu selv over for TV2 News, at hun stiller op som formand for SF.

Med Annette Vilhelmsens kandidatur har SF's røde fløj sin egen kandidat i formandskampen mod sundhedsminister Astrid Krag, som angiveligt er ledelsens foretrukne kandidat.

Vilhelmsen beslutning kommer dagen efter, at hun blev valgt som ny spidskandidat for SF på Fyn. Her slog hun både SF's mangeårige spidskandidat, Anne Baastrup, og det tidligere folketingsmedlem Karsten Hønge.

Ifølge DR Nyheders kilder har Annette Vilhelmsen allerede sikret sig opbakning fra folketingsmedlemmer som Anne Baastrup og Karina Lorentzen og flere landsledelsesmedlemmer, herunder Trine Pertou Mach, der tidligere søndag meddelte, at hun ikke selv er formandskandidat.

Annette Vilhelmsen er erhvervsordfører, ordfører for landdistrikter og øer, børne- og uddannelsesordfører og handicapordfører.

Hun er uddannet cand.pæd. i almen pædagogik fra Danmarks Lærerhøjskole i 2001. I 1986 blev hun færdig som lærer fra Den Frie Lærerskole.

Fra 2001-2011 sad hun i byrådet i Kerteminde på Fyn og har blandt andet været 2. viceborgmester og formand for børn- og skoleudvalget, arbejdsmarkedsudvalget og det lokale beskæftigelsesråd.

Hun mener selv, at hendes chance for at slå sundhedsminister Astrid Krag ved formandsvalget er helt reel.

- Det er derfor, jeg har valgt at stille op. Jeg stiller ikke op til kamp, med mindre jeg tror, at der er en mulighed, siger Vilhelmsen til TV 2.

Sidste år blev hun valgt til Folketinget efter at have siddet i byrådet i Kerteminde siden 2001, og det planlægger hun at lukrere på, hvis hun vinder.

Dagens Gossip