Vilhelmsen: Vi er ikke socialdemokrater

- Mit mål med at ville samle SF går jeg stadig efter. Men hvis ikke man vil samles, og hvis man dybest set er socialdemokrat, så er det ikke min opgave at gøre SF til et socialdemokrati.

Sådan lyder svaret fra SF-formand Annette Vilhelmsen på det seneste halve døgns afhopninger af prominente folk fra hendes egne rækker til Socialdemokratiet.

Annette Vilhelmsen blev i efteråret valgt som partiformand med ordene "vores hold er sammenhold".

Sammenholdet kunne dog ikke rumme folk som nu tidligere politisk ordfører Jesper Petersen og EU-parlamentariker Emilie Turunen.

- Jeg har som formand lagt vægt på at være meget åben og meget inddragende, siger Annette Vilhelmsen.

- Og dem, der gerne vil det, de skal selvfølgelig være i SF, og dem, der vil noget andet, skal gå et andet sted hen, lyder det fra Vilhelmsen, der afviser enhver tanke om opløsning i hendes parti.

Det sker forud for endnu et møde i det kriseramte parti, hvor det i forvejen hårdt plagede gulvtæppe foran SF's gruppeværelse på Christiansborg endnu engang må lægge fibre til et utal af skosåler og kaotiske scener.

Som et sidste farvel til sit gamle parti sagde Jesper Petersen, at SF har et jomfrunalsk forhold til magt. En påstand, som Vilhelmsen afviser:

- Vi er et indflydelsesparti, og vi får jo egentlig også sat konkrete aftryk på punkter, som, vi synes, er vigtige, siger hun.

- Men hvis man vil en anden politik, så skal man gå et andet sted hen. Det er noget, den politiske ordfører har gjort op med sig selv, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip