Vilhelmsen vil stoppe krigsturister

Da et tilsvarende møde umiddelbart inden sommerferien blev afholdt på skolen i det centrale Aarhus, var seks forældrepar inviteret og deltog. Det tegner et lille, men tydeligt billede af det stigende problem.

Danmarks nye social-, børne- og integrationsminister, Annette Vilhelmsen (SF), vil som sit første initiativ dæmme op for den rekruttering af unge, som typisk når ind i hjemmene via Facebook, Youtube og andre sociale midler.

Det bedste instrument til den vanskelige opgave er ifølge ministeren kurser, der kvalificerer politifolk, SSP-medarbejdere, gadeplansfolk og andre såkaldte frontmedarbejdere i kommunerne til at finde de forældre, som har børn i risikogruppen.

»Vi skal skabe en indsats, der er så tæt som muligt på udfordringen. Når der er så massiv stor bekymring for de unge, som tilsyneladende ikke er modstandsdygtige, og som kan være lette ofre for ekstremistiske gruppers propaganda, så er forældrene tættest på. Og dem, kan vi nå gennem medarbejderne i kommunerne,« siger Annette Vilhelmsen.

Forhåbningen er, at hvis frontmedarbejderne kan oplyse forældre om radikaliseringsprocesser og risici, så forældrene kan tale deres børn fra at rejse til Syrien. Tanken er også, at forældrenetværk som det i Aarhus skal sprede sig som ringe i vandet.

Det er »naivt ud over alle grænser«, indvender Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg (V).

»Jeg ved ikke, om Annette Vilhelmsen har tænkt sig, at hvis en kommunal SSP-medarbejder ringede til Abu Khattabs (én af krigsturisterne, red.) forældre og advarede dem, så ville det afholde ham fra at rejse til Syrien og udkæmpe hellig krig i Allahs navn? Det er jo skrigende vanvittige fundamentalister og ikke en flok skoledrenge,« siger hun og fortsætter:

»Det tenderer pligtforsømmelse, at ministeren betragter det som et socialistisk, pædagogisk projekt frem for, hvad det i virkeligheden er: En værdikamp mod fundamentalistiske muslimer«.

Men der er god grund til at satse på netop det forebyggende arbejde, mener Allan Aarslev, politikommissær ved Østjyllands Politi. Her etablerede politiet, SSP og andre myndigheder i 2007 et tæt samarbejde mod radikalisering, og allerede i september 2012 blev der identificeret unge fra området, som rejste til borgerkrigen i Syrien. I øjeblikket er der udpeget 21 personer fra Aarhus-området, som enten er i Syrien eller er kommet hjem og overvejer at vende tilbage til krigen.

»Jeg er enig med Annette Vilhelmsen og uenig med Inger Støjberg: Forældresamarbejdet er absolut ikke naivt men en rigtig vej at gå, men det er ikke selve løsningen. Det bedste er, hvis vi kan få de unge i tale, inden de tager af sted; hvis vi kan gå tidligt ind og tilbyde dem mentorstøtte, hvis forældrene ikke har de nødvendige ressourcer,« siger Allan Aarslev til Berlingske.

Selv om politikommissæren ikke kan sætte tal på, hvor mange personer som er blevet afholdt fra at rejse til Syrien, viser de foreløbige erfaringer ifølge ham, at forældre er interesserede i at blive bevæbnet med gode argumenter over for deres børn.

Annette Vilhelmsens forebyggende projekt blev indledt i denne uge med et kursus i ministeriet for 20 frontmedarbejdere.

Dagens Gossip