Villas-Boas øjner allerede avancement: Afgørende sejr

Zenit St. Petersborgs portugisiske træner André Villas-Boas er meget glad for den 2-0 sejr, hans mandskab fik, da russerne tirsdag var forbi Benfica i Villas-Boas' hjemland.

- Den her sejr mod et hold, der ikke har tabt på hjemmebane længe, kan vise sig at være afgørende.

- I første halvleg var vi ekstremt gode. Benfica fik store problemer, da Artur (Benficas målmand, red.) blev vist ud. I anden halvleg havde vi flere muligheder for at gøre det til 3-0, men vigtigst af alt havde vi kontrol over kampen, siger Villas-Boas til uefa.com.

Først bragte brasilianske Hulk Zenit foran 1-0, dernæst fik Benfica målmanden udvist, og så scorede belgieren Axel Witsel til slutresultatet 2-0 allerede midtvejs i første halvleg, da han headede et hjørnespark i mål.

Hjemmeholdets træner Jorge Jesus var ikke tilfreds med sit holds indsats.

- Vi er ikke vant til at se Benfica gå på banen uden respekt for modstanderens styrker. Zenit er stærke centralt på banen, og på det område var vi ikke gode. Den fordel udnyttede de til at score to gange, siger Jorge Jesus, der i stedet roser klubbens fans.

- I mine seks år her har jeg ikke set noget lignende. Holdet tabte 0-2, men hele stadion stod bag os. Den følelse var stærkere end nogensinde, siger Benfica-træneren.

Zenit topper Champions Leagues Gruppe C, der på forhånd tegner til at blive en jævnbyrdig affære.

I gruppens anden kamp vandt Monaco hjemme 1-0 over tyske Bayer Leverkusen på trods af, at udeholdet dominerede kampen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV