Ville begå selvmord: Spritbilist fængslet for at torpedere to biler

Manden erkendte, at han sidst på aftenen var kørt fra Vissenbjerg midt på Fyn mod Odense - uden kørekort og med alkohol i blodet. Inden for den odenseanske bygrænse kørte han for stærkt og bragede direkte ind i de to biler, som ventede på grønt lys i et lyskryds ved Rismarksvej på Middelfartvej.

Ingen kom til skade, men bilerne blev hårdt medtaget.

Den 25-årige blev anholdt efter ulykken og er i forvejen kendt af politiet. På grund af et forudgående telefonopkald regnede politiet med, at han kørte ind i bilerne med vilje, og under grundlovsforhøret kom det frem, at han ville begå selvmord ved at køre ind i et bestemt træ i nærheden af Kerteminde.

Han er nu blevet varetægtsfængslet i surrogat på den lukkede psykiatriske afdeling, da han er selvmordstruet.

BNB

Dagens Gossip