Ville beskytte konen i LA: Brugte sig selv som skjold

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Der var kaos-lignende tilstande i den internationale lufthavn i Los Angeles, da en mand fredag åbnede ild i Terminal 3, fortæller øjenvidner om dramaet, hvor en sikkerhedsvagt blev dræbt, og flere andre blev såret.

Jose Mares var sammen med sin kone på vej hjem til byen Norman i den amerikanske delstat Oklahoma, da gerningsmanden dukkede op i terminalen.

31-årige Mares fortæller, at han lagde sig oven på sin kone for at beskytte hende som et skjold mod kuglerne.

- Jeg placerede mig oven på hende og rakte samtidig ud efter mere bagage, som jeg stakkede oven på hinanden og lavede en række af.

- Jeg befandt mig i hjørnet, og jeg så hen på manden, der skød vilkårligt omkring sig. Jeg så en sikkerhedsagent falde til jorden, fortæller han.

Mares siger, at den 23-årige mand begyndte at bevæge sig hen imod dem. Han gjorde derfor klar til at flygte sammen med sin kone og talte til tre:

- Jeg fik muligheden, da han kiggede ned af rulletrappen, så sagde jeg til hende: "OK, så er det nu. Lad os løbe".

Et andet vidne, Alex Neumann, siger til CNN, at han var gået forbi sikkerhedstjekket i terminalen, da han hørte høje lyde og skrig samt så folk løbe under kaotiske forhold.

- Vi var i et restaurant-område, og lige pludselig hørte jeg et stort postyr, og folk begyndte at løbe. De løb, og folk blev slået omkuld, fortæller Neumann.

- Rent kaos er den bedste måde at beskrive det på, siger han til CNN.

/ritzau/Reuters