Ville fremstille kilovis af speed

Fire mænd - tre hollændere og en dansker - er ved Retten i Aalborg blevet idømt hver 12 års fængsel for at have indrettet en veritabel amfetaminfabrik i et sommerhus i Aalborg, skriver flere medier.

I sommerhuset fandt politiet kemikalier og remedier nok til at fremstille 38,5 kilo amfetamin - også kendt som speed.

De fire mænd blev anholdt i sommerhuset i Egense ved en politiaktion 6. oktober sidste år efter, hvad politiet selv omtalte som en kort og intens efterforskning i bandemiljøet.

Politiet havde overvåget sommerhuset et døgns tid, før man slog til mod de fire mænd, men ifølge nordjyske.dk havde de hollandske myndigheder allerede før aktionen i Egense udstedt en international arrestordre på to af hollænderne.

I sommerhuset fandt politiet blandt andet 13 vinflasker med i alt 9,45 kilo amfetaminolie, diverse andre kemikalier og en blandemaskine. Og på en kuvert stod en opskrift på fremstilling af amfetamin.

Ifølge anklagemyndigheden ville mændene kunne fremstille 38,5 kilo amfetamin, der var så rent, at det ville kunne fortyndes til 115 kilo - og dermed indbringe mere end 12 millioner kroner på gadeplan.

Sagen er usædvanlig, fordi det hører til sjældenhederne, at politiet finder frem til en decideret amfetaminfabrik, der er i stand til at producere så store mængder.

- Jeg kan ikke lægge hovedet på blokken og sige, at der aldrig har været sager, men jeg mener ikke umiddelbart, at det er normalt for os, sagde politiinspektør Michael Ask fra Nordjyllands Politi forleden til Ritzau og tilføjede, at amfetamin typisk bliver smuglet ind i landet.

De tre hollændere - den 37-årige Christianus Johannes Marianna Snoek, den 39-årige Willem Bastiaans van Asten og den 55-årige Jacobus Willebrordus Antonius van Poppel - har under hele sagen nægtet sig skyldige, og forklaret, at de var på en herretur til Danmark.

Danskeren, den 41-årige Jesper Ketil Røeboe Møller, der ifølge anklageren er tidligere præsident for en Bandidosafdeling på Sjælland, har ifølge nordjyske.dk erkendt, at han sammen med nogle andre forsøgte at fremstille omkring 20 kilo amfetamin.

Men han afviste, at have noget med indsmuglingen af de 9,45 kilo amfetaminolie at gøre.

/ritzau/

 

Dagens Gossip