Ville ikke udbetale erstatning: Forsikringsselskab hængte Peter ud som kriminel hæler

Skrevet af Jesper Larsen

26/05/2015

Dagens topnyheder

Den 61-årige postarbejder Peter Hoeck kommer nok aldrig til at smile, når han hører navnet på forsikringsselskabet Topdanmark.

En banal sag om anmeldt arbejdsskade i 2013, hvor Peter Hoeck brækkede albuen på postterminalen i Taulov, blev til en langstrakt kamp for at få 32.000 kroner udbetalt af Topdanmark, der både nåede at hænge ham ud som hæler af stjålne heste, ligesom de brugte hans Facebook til at påstå, at han havde deltaget i VM i jollesejlads i Australien på trods af hans ødelagte albue. 

Læs også: Dorte har demens og sidder i kørestol: Men hun er ikke syg nok til førtidspension

Skaden var blevet anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen, der vurderede den brækkede albue til en méngrad på 5 procent. Det gav en erstatning på 32.000 kroner. Men Topdanmark valgte at anke afgørelsen, og i anken medsendte de såkaldt 'dokumentation fra offentlige onlinemedier'

Her refererer forsikringsselskabet til en sag fra august 2011, hvor en Peter Hoeck blev dømt i en sag om tyveri af seks heste. 

- Peter blev dømt for hæleri af 3 af hestene og blev idømt 60 dages fængsel (betinget). Straffen omfatter også en tidligere betinget frihedsstraf fra 2009, skriver Topdanmark i anken, ifølge Fagbladet 3F.

Læs også: 3F: Kendt transportfirma bryder loven med billige chauffører

 Men det er slet ikke den samme Peter Hoeck, de henviser til.  

- Sagen omhandler en anden Peter Hoeck. Jeg er dybt krænket over, at Topdanmark fremstiller mig som kriminel, siger Peter Hoeck og viser sin rene straffeattest udskrevet af politiet 4. april 2015 til Fagbladet 3F. 

Topdanmark forsøgte ligeledes at fremføre, at Peter Hoeck havde deltaget i VM i jollesejlads i Australien, fordi han var blevet nævnt i en kommentar til et billede fra begivenheden. Men det er 40 år siden, han sejlede jolle på konkurrenceplan. 

I begrundelsen for anken skriver Topdanmark:

Læs også: 38 underbetalte metroarbejdere får nu udbetalt millioner

- Vi mener ikke, at de aktuelle gener, som er beskrevet i afgørelsen, er forenelige med Peter Hoeck's aktive liv som voksensejler i jollesejlads.

- Topdanmark antyder, at jeg deltog i VM ved at manipulere og misbruge min Facebook. Jeg deltog ikke, og manden på fotoet er en newzealandsk sejler, siger han til 3F. 

Efter sagens er blevet omtalt har Topdanmark trukket sin anke og undskyldt for deres behandling af Peter Hoeck.