Ville koge fedt til fuglene: 76-årig kvinde risikerer sigtelse for brand

Hvor uheldig kan man dog være.

En 76-årig kvinde fra den lille by Jerslev uden for Kalundborg var onsdag ved at gøre en god gerning, men det gik ikke så godt.

Hun var ved at koge fedt til fuglene, så de kan klare sig i den kolde tid.

Men under kogningen i hjemmet Hørkærhaven i Ubby ved Jerslev blev gryden for varm, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i dag.

Derfor gik der brand i den, og flammerne fik også fat i emhætten.

De kvikke brandfolk fik hurtigt slukket ilden, mens det tog lidt længere tid at sikre, at ilden ikke havde fået fat i loftet.

- Vi vil efter afhøring af den 76-årige tage stilling til, om hun har overtrådt lovgivningen i forbindelse med arbejdet i køkkenet, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Dagens Gossip