Villy Søvndal udskrives søndag

Skrevet af admin

26/10/2013

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der tirsdag blev opereret for en blodprop i hjertet, er nu kommet så meget til hægterne, at han udskrives fra Rigshospitalet søndag.

- Herefter tager han hjem og holder fri, men vil også arbejde lidt hjemmefra den næste uges tid, oplyser Udenrigsministeriet.

Det betyder, ifølge ministeriet, at Villy Søvndal i den næste uges tid ikke vil have udadvendte og repræsentative opgaver, men vil være med til at træffe beslutninger fra hjemmekontoret i Bjert, der ligger sydøst for Kolding.

Villy Søvndal har løbende fulgt med fra sygesengen på Rigshospitalet, så han skal ikke starte helt fra bunden, når han åbner sin mail mandag.

Efter planen vender udenrigsministeren tilbage til ministerkontoret mandag den 4. november.

Ifølge ministeriet vil han dog formentlig starte forholdsvis roligt.

/ritzau/