Vincenzo Nibali vinder Tour de France

For andet år i træk blev Marcel Kittel kongen af Champs-Élysées, da 21. og sidste etape af Tour de France blev afviklet søndag.

Den tyske Giant-Shimano-sprinter sejrede på den afsluttende etape over 137,5 kilometer fra Evry til Paris, da han i spurten henviste nordmanden Alexander Kristoff (Katusha) til andenpladsen.

Dermed nåede Marcel Kittel op på fire etapesejre i årets Tour, det samme antal som han opnåede sidste år.

Etapen ændrede intet i topstillingen i det samlede klassement.

Italieneren Vincenzo Nibali vinder Tour de France for første gang i karrieren.

Astana-rytteren kørte i den gule førertrøje på 18 af de 21 etaper og vandt fire etapesejre undervejs mod sin suveræne sejr.

Det er den første italienske sejr i Touren, siden afdøde Marco Pantani sejrede i det skandaleramte 1998-løb, hvor den udbredte brug af doping i feltet blev afsløret.

Frankrig er for første gang siden 1997 repræsenteret på podiet, eftersom Jean-Christophe Peraud (Ag2r) og Thibaut Pinot (FDJ) blev nummer to og tre.

De var henholdsvis 7.52 minutter og 8.24 minutter efter Nibali.

Den grønne pointtrøje blev vundet af slovakken Peter Sagan (Cannondale) for tredje år i træk, mens Tinkoff-Saxo-polakken Rafal Majka vandt den prikkede bjergtrøje efter sine to etapesejre.

/ritzau/

 

 

 

Dagens Gossip